Inden du kan få lavet en krone, skal din tand slibes til, hvorefter der skal tages et aftryk af din tand. Herefter skal tanden beskyttes, indtil kronen er færdig. Dette gøres ved at benytte en midlertidig krone, som fremstilles i plast eller metal. Plast anvendes oftest på de tænder, som er synlige, hvorimod metalhætter anvendes på kindtænder.
Tandaftrykket bruges til at fremstille en gipsmodel af din tand, og ud fra denne model fremstilles kronen hos tandteknikeren. Inden kronen påsættes, skal den rettes til, så den passer i din mund i forhold til dit bid, tandens nabotænder, samt farvenuancerne af dit tandsæt. Det kan betyde, at der skal slibes yderligere på kronen, eller at kronen skal sendes tilbage til tandteknikeren for at få ændret farven. Når kronen passer, sættes den fast på tanden vha. en tynd cement, der fungerer som lim.